Parforhold er en kæmpe risiko. Man vælger at våge sig ud i sårbarhed og tilvælge den anden, mens man fravælger andre. “Jeg vælger dig!” siger man til den anden. Samtidig med at man hverken ejer den anden eller kan tvinge dem til at elske en. Den anden er altid fri til at gå - enten rent konkret at afslutte parforholdet eller mere subtilt i følelsesmæssigt forstand (f.eks. kan det se ud ved at stopper med at dele ud af sit følelsesliv med den anden eller tilbringer flere og flere aftener uden for hjemmet).
Der er mange måder “at gå” på. Og det er dén mulighed, der både gør parforholdet enormt værdifuldt men også enormt risikabelt. Det er derfor, vi kan få impuls til at kontrollere den anden for at holde på den anden. Særligt sket det, når vi bliver konfronteret med den andens mulighed for at gå. Når den anden vender sig væk, kan vi få en impuls til bevidst eller ubevidst at genvinde kontrollen - holde på den anden, please for så at vinde deres kærlighed, strække os mere for den anden, prioriterer den andens behov mere end vores egne - eller måske forsøge at vække dårlig samvittighed hos den anden, gøre os selv til skrøbelige for at vække omsorg hos den anden, kritisere den anden osv.
Der er mange måder, vi kan forsøge at holde på den anden. Og det er helt naturligt at få impuls til at bruge alle mulige strategier - for muligheden for at miste kan være en emotionel tragedie for os. Det vil vi så gerne undgå. Forståeligt nok. Og samtidig er det værd at huske på, at vi med kontrol kan ende med lige præcis det - at miste, for kærligheden kvæles, hvis vi klemmer den for hårdt.
I stedet kan vi pleje parforholdet og løbe den risiko som det er at holde den anden frit. Og bruge ens egen frihed på at sige: “jeg vælger dig”.
Måske det endda viser sig, at den anden også vil bruge sin frihed til at sige: “jeg vælger også dig”.
Comments