Jeg har helt ærligt syntes, at det der indre barn arbejde, som nogen kalder det, før i tiden var lidt fjollet og pseudo-psykologfagligt. Men med tiden er jeg blevet mere overbevist om, at det faktisk kan have terapeutisk effekt.
Tanken er, at vi alle har yngre dele af os selv, som vi bærer på. Det er nogle gange, de dele der dukker op, når vi bliver trigget eller reagerer på måder, der er “out of character” for os.
Fx hvis man ellers har et roligt temperament men bliver enormt vred på sin kollega, fordi hun satte sig ved siden af en anden kollega til frokost i stedet for ved siden af mig. Det kan være den lille pige i mig, som følte sig uden for på legepladsen, der egentlig reagerer på situationen nu. Det minder om den følelse fra dengang. På den måde er det som om, at der er en yngre del af mig, der reagerer der til frokostpausen. Det er helt normalt.
Det er ikke farligt eller forkert, at de yngre dele dukker op. Kunsten er at tage hånd om dem - uden at lade dem tage styring. At se dem, acceptere dem og rumme dem. Det kan se ud på mange forskellige måder. Måske der er noget, der er vigtigt at sige til sig selv lige dér f.eks. “jeg passer på dig, bare rolig” eller “du kan godt, jeg tror på dig”. Det kan også være, at der er noget der er værd at gøre. Måske noget som, vi godt kunne lide som børn, om det så var at tegne, at spille fodbold, være ude i naturen eller noget helt fjerde. Vi kan måske tænke, at det der med at tage hånd om yngre dele kan gøre os mere barnlige. “Det er da lidt fjollet at sidde og tegne”, kan vi tænke. Men faktisk er min erfaring er, at når vi tager os af de yngre dele, bliver vi paradoksalt nok mere voksne og modne af det 🤍
OBS: Når vi tager hånd om yngre dele, kan der også opstå svære følelser, som vi har brug for hjælp til. Her er det vigtigt ikke at gå alene med det. Så - opsøg endelig en psykolog, hvis du har brug for det.
Comments