(Skrevet i sidste uge)
I dag tog jeg en lyserød t-shirt på med et kæmpe jordbær på. En lidt barnlig t-shirt. Men jeg synes, den er ret sød faktisk. Det var en arbejdsdag i dag, og jeg havde en "barnlig" t-shirt på på arbejde. Det havde jeg bestemt ikke gjort for et par år siden, da jeg var ny psykolog. Der tænkt jeg, at det måtte handle om at se professionel og klinisk ud. Måske det også er en del af at træde ind i erhvervslivet med begge ben og have brug for at vise over for mig selv, at jeg havde taget dette skridt. Hvem ved. Men sådan var det altså. Fastforward til at jeg i dag sidder i en jordbær t-shirt - som jo nok egentlig ikke er det mest "professionelle" look, man kunne tænke sig.
Og det handler selvfølgelig ikke bare om hvordan, jeg klæder mig på arbejde. Det tapper ind i et lidt større spørgsmål om, hvad det for mig vil sige at tage min terapeutrolle alvorligt. Det er virkelig vigtigt for mig at tage den rolle alvorligt. Men hvordan ser det ud? Og hvordan ser det ud fra mig?
Det vil nok være ongoing trail-and-error for mig. Noget som jeg skal finde min vej i. Og her kommer nogle foreløbende refleksioner om det, som måske vil se helt anderledes ud om nogle år.
Hvis vi lige træder et skridt tilbage først. Så ser det ud som om, at tendensen /trenden i øjenlikket er, at terapueter generelt set bevæger sig lidt væk fra det kliniske til det mere personlige og upolerede. Det er jo nok også det, jeg gør, når jeg sidder i min jordbær t-shirt. Men jeg bilder mig selv ind, at det ikke handler om at følge en trend. Men snarere følte erfaringer med, at det professionelle i terapi måske faktisk ikke er at fremstå professionel. Og måske det også er det, der driver denne trend i det hele taget. At vi er blevet mere fokuseret på at være professionelle end at fremstå professionelle. I hvert fald håber jeg, at det er sådan, man kan forklare det.
Men nok om trends og tilbage til mine refleksioner.
Noget, jeg har lagt mærke til, er at hver gang jeg har fokus på mig selv (altså har selv-fokus) i terapien - bliver terapien ikke særlig succesfuld. Det er nok ikke så mærkeligt. Da jeg var i praktik i psykiatrien, arbejdede vi meget med selvfokus med patienter med angst - hvor arbejdet bestod i at prøve at bevæge sig væk fra selvfokus - for selvfokus kan gøre en usikker og mindre nærværende. F.eks. i en samtale hvis man bliver for optaget af om man rødmer eller siger noget dumt -> får man fokus på sig selv -> bliver mere ængstelig -> mister kontakten i samtalen -> samtalepartneren føler ikke, at der bliver lyttet til, hvad de siger -> måske samtalepartneren mister interessen. På den måde kan det bliver en selvopfyldende profeti. Derfor er det ønskværdigt at øve sig i fokusere på ens samtalepartner i stedet for. Så bliver man mindre fokuseret på sig selv, mindre usikker og mere nærværende som regel.
Alt dette gælder jo også i terapi. Når jeg bliver for optaget af, om jeg er en "god nok psykolog" - om jeg er professionel nok, bliver jeg for lidt optaget af at være sammen med klienten og bare lytte og være tilstede - og det gør som regel terapien dårligere.
Så paradoksalt nok, kan man blive mere professionel ved at være mindre optaget af det.
En anden ting, som udefra set måske kan virke "uprofessionel", er selvafsløringer. Det vil sige at afsløre noget om sig selv. At være selvafslørende er også at bevæge sig væk fra en tilgang, hvor man er anonym og "bare en fagperson" og bevæge sig hen mod at være mere personlig og menneske som terapeut også.
Og det paradoksale her er også, at selvafsløringer kan virke uprofessionelle - men hvis det er gjort rigtigt, kan det faktisk være det modsatte. Det kan virkelig være effektfuldt. Risikoen er selvfølgelig, at det bare blive "sniksnak", hvor terapeuten siger "det kender jeg godt, nu skal du høre hvad jeg har oplevet..." Dette ér uprofessionelt. Men her et par eksempel på, hvornår det kan være det modsatte.
For eksempel hvis klienten fortæller om noget svært og/eller skamfuldt, som de føler sig alene med. Samtidig med at jeg ved, at de ikke er alene om det (fx at opleve lav parforholdstilfredshed, når man lige er blevet forældre), kan jeg finde på at normalisere det med noget i stil med sådan er der mange, der kan have det eller det lyder meget menneskeligt. På den måde kan jeg pege på, at klienten ikke er alene om det - men det vil stadig være en reference til en abstrakt gruppe mennesker. Det kan have større effekt, hvis jeg også er en del af den gruppe, og klienten får at vide at selv personen, man sidder lige overfor og er i kontakt med lige nu, også kender til det. Så f.eks. hvis jeg deler ja stresssygemeldinger kan tage lang tid, det er helt normalt, sådan var det også for mig. Vil du fortælle lidt mere om, hvordan det er for dig? Det er en lille selvafsløringer, et lille vindue ind til mine erfaringer, som går ud over terapeutrollen, som kan virke beroligende og normaliserende for kllienten.
En positiv effekt af selvafsløring kan være at styrke den terapeutiske alliance. Den terapeutiske alliance er denne relation mellem terapeut og klient, som gerne skal være tryg og afstemt. En god alliance er bærende for et terapiforløb. Og når man tænker over det, kan der jo være noget utrygt i hele terapi set up'et: en person som deler ud af sig selv 100 %, og en person som på en måde ingenting fylder ud over at være et spejl for den anden. Der kan være noget trygt i at mærke sin terapeut lidt også.
Jeg har selv oplevet i egenterapi, at min psykolog har været selvafslørende, hvor det gjorde stort indtryk på mig. Jeg kunne pludselig mærke, at vi også er to mennesker der sidder over for hinanden med vores hver især menneskelige erfaringer - både smukke, gode, smertefulde og svære erfaringer. Jeg er ikke noget dyr i zoologiske have, der bliver observeret af en kliniker - jeg er en person, som indgår i en dialog med et andet dødeligt menneske - og det føles langt mere trygt end, den første mulighed. Heldigvis kan man godt opnå denne følelese uden at skulle dele ud af sig selv som terapeut hele tiden - men selvafsløringer kan være en hjælpsom del af skabe et sådent tryg rum.
En tredje grund som har overrasket mig at lægge mærke til har været - at det kan være for min egen skyld også. Og nu bliver det lidt kringlet. Det handler ikke om, at vi skal tale om mig for min skyld. Slet ikke. Men netop fordi det er vigtigt at huske både for klient og terapeut, at vi er to mennesker, der sidder overfor hinanden.
Jeg har nogle gange kæmpet med, at der er noget underligt over, at næsten hver gang jeg taler med mennesker i mit arbejde, er der penge imellem os. Klienten betaler mig - og jeg betalerer min supervisor. Det er et underligt setup, at hele ens arbejdsliv er samtale, som er flettet ind i en ydelse, man betaler for. Nogle gange udfordrer det mig - fordi jeg synes, at samtalen er en så integreret del af det at være menneske, at der er noget unaturligt over at skulle betale eller blive betalt for det (rationelt set er jeg helt indforstået med, at terapi og supervision er andet end en almindelig samtale). Men - det at skabe plads til organiske bidder af en mere naturlig og organisk samtale kan punktere det nogle gange kunstige rum lidt.
Hvis en klient spørger "hvordan har din ferie været?", ville det mest "professionelle" måske være at afvise spørgsmålet, fordi det ikke er en personlig samtale. Og jeg kommer bestemt ikke til at dele ud af noget, der er følsomt. Men der er noget befriende i bare at besvare spørgsmålet med f.eks. "Den har været rigtig dejlig. Jeg har gået Caminoen med min mand i Spanien. Det vil jeg virkelig anbefale", og vi kan udveskle et par sætninger om det og så gå ind i terapien. Det er oprigtig dejligt, at klienten spørger. Og selvom at det som sådan ikke er en del af terapien, kan det skabe mere luft til det, vi egentlig skal arbejde med.
Og derudover får small-talken også den funktion, at vi får fortalt hinanden, at dette er ikke et rum, hvor vi har travlt med at få dig fikset. Det er ikke et rum, der kun handler om effektivitet. Og det er vigtigt, for når det kommer til psyktoerapi så er: the fastest way to go there often slow. Og det fortæller også, at den terapeut der forsøger at hjælpe dig, er et menneske i kød og blod, som ikke bare er en behandlingsmaskine, men som faktisk bliver glad og rørt over, at du ser mig som et menneske også, som lever et liv og som bliver glad for at blive spurgt ind til, hvordan min ferie har været.
Og her kommer det spændende - for alt dette gør, at jeg føler mig mere "forbundet" til klienten. "Klienten ser også mig", føles det som. Og det skaber plads til en mere symmetrisk relation - hvor jeg både har mere at give af til klienten, men også at det er godt for klienten ikke kun at se sig selv men også det menneske, der sidder overfor. For den suverænt assymetriske relation kender vi forhåbetligt allesammen fra ét særligt sted i vores liv - nemlig vores barndom. Vores forældre satte vores behov i første række, fordi vi ikke kunne klare os selv. Heldigvis udvikler vi os, og bliver mere selvkørende, på en måde hvor vi senere kan indgå i give-and-take relationer. Det er godt og sundt for os at indgå i symmetriske relationer. Og på den måde kommer terapeut-klienten relation netop til at pege hen mod dette. Den kommer til at afspejle en relation, som er ønskværdigt.
Alt dette for at sige, at selvafsløringer og et nogle gange lidt mere uformelt setting i terapien netop kan være det mest hjælpsomme. Måske er det okay, at vi heler mest i relationer med mennesker - ikke i relationer med behandlingsmaskiner. Der er en grund til, at AI ikke har overtaget psykolog-branchen endnu. Vi heler ikke ved hjælp af robotter - men i nærværet af mennesker, der ser os.
Comments